KEDDE
Poptalentet KEDDE voksede op i en lille flække langt ude på landet, et sted hvor alle lignede hinanden, og hvor det sjældent blev belønnet at skille sig ud. Men det gjorde han. Han vidste bare ikke dengang, hvad det var, der gjorde ham anderledes. Først i de senere år er KEDDE landet et sted, hvor han for alvor hviler i sig selv, og hvor han åbent og stolt kan være queer,
både over for sig selv og verden omkring sig.
Siden debuten i 2023 har han udgivet en række stærke sange og EP’en “En stille start”. Herfra blev singlen “Sådan må det være” udvalgt som P3’s Uundgåelige i starten af 2024, og nu markerer KEDDE begyndelsen på et nyt kapitel. Ved udgangen af 2025 udgav KEDDE “If u kno u kno (feat. Karoline Mousing)”, der i starten af i år også blev P3’s Uundgåelige og hurtigt indtog toppen af listen over de mest streamede sange i Danmark. KEDDE cementerer altså endnu en gang sin plads som en stemme på den danske musikscene, man skal holde øje med.
Musikken har altid været personlig, men aldrig før så ærlig og åbenlyst queer som nu. For første gang føler han sig helt hjemme. Et sted hvor han både bliver forstået og har modet og modenheden til at skrive de sange, der virkelig betyder noget. Stilen kan beskrives som “akustisk på klubben”, og forelskelsen i guitaren, især den akustiske, har åbnet døren til en ny måde at fortælle historier på.
_____________________________________________________________
SIRA JOVINA
Sira Jovina er en af de mest lovende nye stemmer på den danske musikscene. Med en karakteristisk vokal, der kombinerer varme, styrke og sjæl, bevæger hun sig i et moderne krydsfelt mellem pop, R&B og soul. Hendes sange kredser om nære relationer, store følelser og det unge voksenlivs ærlige tvivl. Altid leveret med en stærk melodisk sans og et udtalt
personligt udtryk.
I 2024 udgav hun sin debut-EP Min Drøm, Min Altid, og i 2025 fulgte EP’en Før jeg falder, produceret af Victor Støve. EP’en viste en kunstner i tydelig udvikling og kredsede om temaer som kærlighed, selvkærlighed, mod, håb og dødsangst – musikalsk bevægende sig mellem
pop, R&B, soul, house og hiphop.
På livescenen er hun allerede ved at etablere sig som et navn i kraftig vækst. Hun har spillet udsolgte supportshows i Store VEGA og VoxHall, samt sin egen udsolgte headlinerturné med koncerter i Pumpehuset, Frølageret og Aarhus Volume. Derudover har hun spillet koncerter i eget navn på blandt andet Hotel Cecil og Pumpehuset. Til efteråret 2026 indtager hun scenen i Store Vega og TRAIN med eget band – i eget navn.
Den 13. marts 2026 udgav Sira Jovina singlen “Superlim” – en billedstærk sang om at være fanget i en relation, der langsomt kvæler én. Sangen opstod spontant i studiet sammen med hendes faste producer Victor Støve, da et guitarriff hurtigt udviklede sig til en stærk fortælling.
Med sin intense vokal, poetiske blik for detaljer og kompromisløse musikalske udtryk omsætter Sira Jovina sårbarhed til stærke billeder og melodier, der sætter sig fast. Hun står i dag på tærsklen til sit helt store gennembrud – understreget af blandt andet hendes nominering til P3 Talentprisen. Med ny musik i vente i 2026 fortsætter Sira Jovina med at tegne fremtiden for dansk pop og R&B.